Cobra-kablet hugger til: Landsby bliver storleverandør af energi

Når klokken slår midnat, kan Energinet begynde at eksportere elektricitet fra Endrup ved Bramming til Holland via det 324 kilometer lange Cobra-kabel.

Døden er herinde i den store hal. Den bliver da også låst godt og grundigt, for når strømmen bearbejdes herinde, spilles der på de helt store elektriske kræfter. Som kan koste et menneske livet, hvis det kommer for tæt på.   

- Det her er hjertet, siger Christian Teinholt, der er idriftssættelsesansvarlig her på Endrup-stationen.

Den store omformer "tryller" vekselstrøm om til jævnstrøm - i enorme mængder. 
Den store omformer "tryller" vekselstrøm om til jævnstrøm - i enorme mængder. 
Foto: Energinet

Det er en kæmpe omformer, der sørger for at trylle vekselstrømmen fra det almindelig el-net om til jævnstrøm, inden det sendes ned i et kabel og afsted til udlandet.  

- Det glæder vi os meget til. Det er ni års arbejde, der dermed slutter, siger chefprojektleder Poul-Jacob Wilhelmsen. 

Milliarder af kroner på spil 

Kablet er etableret. Kaldet Cobra-kablet. Det går fra den lille landsby Endrup ved Bramming til Eemshaven på nordkysten ved Groningen i Holland. Her bliver jævnstrømmen sendt ind i en anden omformer og tryllet om til vekselstrøm. Og sendt ud til forbrugerne.

quote

Der er god samfundsøkonomi i det. 

Chefprojektleder Poul-Jacob Wilhelmsen, Energinet. 

Kablet går på tværs af Fanø og 300 kilometer nede i Nordsøen. Ikke nogen letvægter. Heller ikke prismæssigt. Kabel, de to omformerstationer i hver sin ende plus det løse: 4,8 mia. kr.

- Men der er god samfundsøkonomi i det, siger Poul-Jacob Wilhelmsen. 

Sælg - inden strømmen siver væk  

Ideen er, at Danmark på den her måde kan sende overskydende vindmølle- og solenergi til Holland. Hvor el-prisen vel at mærke som regel er højere. Der er altså tale om givtig eksport.

Staten tjener penge på det, men det dyre system er blevet kritiseret for at koste den enkelte borger penge via en højere el-pris. 

Poul-Jacob Wilhelmsen, chefprojektleder, glæder sig: - Det er afslutningen på ni års arbejde.
Poul-Jacob Wilhelmsen, chefprojektleder, glæder sig: - Det er afslutningen på ni års arbejde.
Foto: Finn Grahndin

Med Cobra-kablet bliver den ”grønne” energi - altså vindmølle- og solenergi - solgt, inden den går tabt. 

- Man kan jo ikke lagre den overskydende strøm, så kan man lige så godt sælge den til udlandet, siger chefprojektlederen fra Energinet.

Havvindmøller skal på Cobra 

Allerede nu modtager Endrup-værket strøm fra havvindmøllerne i Nordsøen. Men efterhånden som havvindmølleparkerne bliver flere eller udvides, kan strømmen herfra kobles på Cobra-systemet. 

quote

Man kan jo ikke lagre den overskydende strøm, så kan man lige så godt sælge den til udlandet.

Chefprojektleder Poul-Jacob Wilhelmsen, Energinet. 

Det er samtidig meningen, at kablet giver en bedre forsyningssikkerhed. Også i Danmark. For strømmen går ikke kun ene vej, men kan også føres FRA Holland TIL Danmark.   

Indvielse på vej 

Cobra-systemet skulle have været i gang, men først tekniske problemer og dernæst IT-udfordringer har rykket starten nogle dage. Men midnat skulle den være god nok. Nu skal der handles med strøm på El-Børsen. 

I første omgang fortsætter leverandøren af systemet – Siemens – med at drive systemet. Men den 4. november overtager statens energiselskab, Energinet. Det sker med en officiel indvielse med og af energiminister Dan Jørgensen.