Landsby flager på halv efter 89-årig omkommer i brand

En voldsom brand i landsbyen Gjerndrup i Sydjylland har kostet en ældre mand livet. Brandårsagen kendes ikke.

En 89-årig mand har fredag mistet livet ved en brand i sit hus i landsbyen Gjerndrup i nærheden af Brørup.

Det skriver JydskeVestkystens netavis.

Branden blev opdaget ved 10-tiden fredag formiddag af en nabo, der slog alarm. Da brandfolkene nåede frem var huset omspændt af flammer. 

Omkring seks timer senere blev den 89-årige tidligere entreprenør Knud Bent Jessen Petersen fundet død i det næsten udbrændte hus.

Umiddelbart efter gik flagene på halvt i landsbyen, skriver jv.dk.

Politiets teknikere skal nu undersøge brandstedet for om muligt at fastslå brandårsagen.

Politiet har de seneste dage været i færd med at undersøge flere tyverier, som den 89-årige har anmeldt. I den sag er der nu mistænkte, oplyser politiet.