Landsby efter DF-udtalelse: Nu arrangerer de parade for mangfoldighed

I Gesten er der plads til alle, og det vil byen nu markere med Gesten Pride efter byens egen politiker, Anni Grimm (DF), kaldte homoseksuelle for afvigere.

Lørdag foldede Copenhagen Pride sig ud med 300.000 publikummer og op mod 30.000 deltagere i Pride-paraden. Næste weekend er det så i Gesten mangfoldigheden bliver hyldet. Måske med knap så mange deltagere, men ånden er den samme.

- Priden skal vise, at et lille samfund som Gesten tolererer mangfoldigheden og accepterer, at vi er vidt forskellige, siger Nick Højgaard, der er formand for styregruppen, til TV SYD. 

Den egentlige grund til, at Gesten har bestemt sig for at arrangere Gesten Pride er Anni Grimm (DF), der selv bor i Gesten. I et læserbrev kaldte hun bøsser og lesbiske for afvigere.

-Der var en del i Gesten, der fandt det upassende, og det ville vi faktisk gerne aktionere imod, siger Nick Højgaard.

Arrangementet starter med et optog igennem byen, hvor der vil være fest og farver. Anni Matthiesen (V), Karina Lorentzen (S) og Troels Ravn(S) er blandt dem, der vil bruge tid på talerstolen under Gesten Pride.  

Derudover skal sognepræsten i Gesten, Anna-Sofie Arendt, også sige nogle ord næste weekend.

- Jeg kan se, at mange af de andre, der skal tale, repræsenterer et politisk parti, og de kan have en dagsorden der. Jeg har i hvert fald ikke en politik dagsorden, men jeg har en dagsorden, i og med at jeg mener, at vi alle sammen er skabt i Guds billede, og vi er dem, vi skal være, og det skal vi have lov til. 

TV SYD har spurgt Anni Grimm, hvad hun mente om Gesten Pride. Vi modtog følgende skriftlige svar:

- Som et udgangspunkt er jeg da oprigtigt tilfreds med at have foranlediget, at et arrangement af den størrelse kommer til Gesten. Når det så er sagt, forekommer det mig uforståeligt, at de mange udenbys deltagende individer har behov for at udstille deres seksualitet her - men PYT. 

Styregruppen håber på op mod 1000 deltagere og understreger, at alle er velkomne til at gå med i paraden. 

Efter en parade gennem byen er der fest ved byens idrætsanlæg.
Efter en parade gennem byen er der fest ved byens idrætsanlæg.
Foto: Gesten Pride