Landsbyskoler vil undgå lukning med charmeoffensiv

Vejrup tog sig søndag ud fra sin bedste side for at imponere de byrådsmedlemmer, der var inviteret ud til landsbyen. Formålet er at undgå, at den lokale skole lukker.

Esbjerg skal spare 225 mio. på næste års budget. Og 7 mio. skal findes på skoleområdet. Derfor overvejer byrådet at svinge sparekniven over en række landsbyskoler - heriblandt den i Vejrup. Landsbyen vil dog ikke bare stå på sidelinjen og se til.

- Vi vil rigtig gerne synliggøre, hvad vi som landsby står for med al det engagement og frivillighed, der er herude. Og så også vise, hvad man eventuelt kan være med til at fjerne, hvis man lukker vores skole, siger Peter Sondrup talsmand for gruppen Bevar Vejrup Skole til TV SYD.

Derfor har Vejrup inviteret Esbjerg byråd til landsbyen for at vise alle byens herligheder. Byen har i de seneste år været i en positiv udvikling med flere tilflyttere, en ny multihal og en købmand på vej.

- Hvis det er det, vi vælger politisk, så er det rigtig nok, så har de her mindre samfund ikke længere den skole, der gør, at vi måske kan tiltrække tilflyttere, siger Diana Mose Olsen, der er formand for Børne- og Familieudvalget i Esbjerg Kommune til TV SYD.

Elevrådsformanden for Vejrup Skole, Signe Fogh, går dog endnu længere, når hun skal forklare, hvad en eventuel skolelukning kommer til at betyde:

- Det vil betyde kaos i hele byen.

Du kan her høre Signe Fogh og Signe Nielsen fra elevrådet på Vejrup Skole fortælle, hvad landsbyskolen betyder, og hvad der vil ske, hvis skolen lukker (Varighed: 01:29 min.).