Landsdækkende aktion mod børneporno

Politiet ransagede onsdag formiddag en adresse i Fredericia som en del af en landsdækkende aktion mod børneporno.

Syd- og Sønderjyllands Politi har ikke medvirket i aktionen, men Sydøstjyllands politi bekræfter, at de har ransaget en adresse i Fredericia.

I alt er 15 adresser fordelt på syv politikredse blevet ransaget, og seks personer er anholdt ved aktionen, men de ventes alle løsladt, efterhånden som de bliver afhørt. Flere har allerede valgt at erkende, at de var en del af netværket, skriver tv2.dk.

Aktion udløber af lokal sag

Aktionen skulle knuse et netværk, hvor medlemmerne har delt børneporno med hinanden via sociale medier på internettet. Først når det beslaglagte computerudstyr er undersøgt, kan politiet sige, hvad de mistænkte præcist sigtes for.

Aktionen fandt sted med støtte fra Rigspolitiets it-eksperter, Nitec, men den var ledet af lokalpolitiet i Viborg.