Landsdelens folkevalgte, foreninger og firmaer er landet på Bornholm

Folkemødet på Bornholm tiltrækker lokale virksomheder og organisationer fra hele landet. Flere syd- og sønderjyske politikere, kommuner og foreninger deltager også i den demokratiske fest.

Indbyggertallet på Bornholm bliver for en stund fordoblet. Og mere til faktisk. 

I løbet af de næste tre dage bliver solskinsøen forvandlet til en stor folkefest med debatter, talks, foredrag, underholdning og en masse sjove events. I alt vil der være mere end 3000 arrangementer med deltagere fra hele landet. Hele programmet kan du læse her. 

Fra Syd- og Sønderjylland deltager også en lang række kommuner, organisationer og foreninger, der skal være med til at sætte gang i arrangementerne - og bringe sydjyske dagsorderner frem i lyset. Hvordan bliver kommunerne mere bæredygtige? Hvordan får udkantsdanmark bedre bredbånd? Og hvorfor skal der flere statslige arbejdspladser til landsdelen? 

Det er nogle af de mange emner, som bliver vendt og drejet på Folkemødet. Men hvem deltager så fra vores landsdel?

Alle regioner deltager på Folkemødet - og selvfølgelig også Region Syddanmark og formanden Stephanie Lose (V), der er med i en lang række debatter og arrangementer. 

Det er også langt størstedelen af kommunerne fra vores landsdel, der er repræsenteret til Folkemødet på Bornholm på den ene eller anden måde. Otte ud af 14 kommuner i vores landsdel har sendt deltagere til Folkemødet, hvor borgmestre, byrådspolitikere og kommunaldirektører vil blande sig i debatterne.  

Kommuner fra landsdelen, der deltager

 

Esbjerg: Borgmester Jesper Frost (V) deltager på mødet. Blandt andet i en debat om højhastighedsnet i yderområderne.

 

Varde: Venstre-politikeren Peter Nielsen deltager som stedfortræder for borgmester Erik Buhl (V) i en debat om udlændinges køb af danske sommerhuse. Herudover deltagere flere politikere fra byrådet samt kommunaldirektøren.

 

Sønderborg: Borgmester Erik Lauritzen (S) deltager i flere arrangementer, hvor han blandt andet skal diskutere statslige arbejdsplader og bæredygtighed. Sønderborg Kommune er også værter for en debat med Tønders borgmester Henrik Frandsen (V), hvor de skal diskutere urbanisering.

 

Tønder: Borgmester Henrik Frandsen (V) deltager også på Folkemødet, hvor kommunen står for arrangementer med fokus på klima og kvalitet i folkeskolen.

 

Haderslev: Syv politikere fra byrådet deltager på årets Folkemøde – herunder borgmester H.P. Geil (V). Partifællen Bent Kloster deltager i en debat omkring mediernes dækning af landdistrikterne.

 

Kolding: Byrådsmedlem Merete Due Paarup  (V) vil deltage i arrangementer.

 

Vejle: Vejle Kommune sender seniorudvalget og sundhed- og forebyggelsesudvalget til Folkemødet, hvor de skal facilitere en debat om røgfrie ungdomsuddannelser – hvor går grænsen mellem den personlige frihed og ønsket om røgfrihed? Borgmester Jens Ejner Christensen (V) deltager ikke på Folkemødet.

 

Horsens: Kommunaldirektør Peter Sinding Poulsen deltager i flere debatter.

 

Fredericia: Borgmester Jacob Bjerregaard (S) deltager i flere debatter omkring blandt andet klima. Også kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe deltager i flere debatter.

Fokus på grænselandet

Der er langt fra Bornholm og til den dansk-tyske grænse i Jylland. Men alligevel vil Folkemødet rumme et fokus på grænselandet. Udover at Tønder og Sønderborg kommune står for flere arrangementer, så er Sydslesvig også stærkt repræsenteret på Folkemødet.                                  

Sydslesvigsk Forening (SSF) og Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) deltager blandt andet på Folkemødet, hvor de faciliterer flere arrangementer med fokus på mindretallet og kulturpolitik.

Det sker i deres helt eget telt – Sydslesvig-teltet. Her kan man også opleve en Dansk-Tysk Anti-fordoms quiz, der er en festlig quiz, som sætter fokus på fordomme om det danske, det tyske og grænselandet. Det er Central Biblioteket i Sydslesvig, der står bag arrangmentet.

Herunder kan du se, hvilke organisationer fra landsdelen, der deltager i Folkemødet 2019. 

Foreninger/organsationer fra Syd- og Sønderjylland på Folkemødet

Listen er ikke fyldestgørende. Det er ikke nødvendigvis alle foreninger, der har tilmeldt sig eller figurerer på den officielle liste over deltagere. 

  • Sydslesvigsk Forening (SSF)
  • Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW)
  • Dansk Centralbibliotek i Sydslesvig
  • Dansk Kirke i Sydslesvig
  • Grænseforeningen Ungdom
  • Foreningen Als-Fyn Broen
  • Designskolen Kolding
  • Kolding Ungdomsskole
  • UC SYD
  • Region Syddanmark
  • SDU - Syddansk Universitet
  • Venligboernes Støtteforening i Region Syd
  • LEGO Fonden

Den fulde liste over deltagere ved årets Folkemøde, kan du se her. 

​​​