Landsholdsprofil skal spille i Esbjerg

26-årige Nicholas B. Jensen skifter fra Aalborg til Esbjerg, når den nye ishockey-sæson starter. Han deltog ved verdensmesterskaberne i Tjekkiet i foråret.

- Nicholas kommer til Esbjerg efter, at han for første gang har deltaget for Danmark ved A-VM i Tjekkiet, hvor han i øvrigt spillede godt, fortæller cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy. - Han er en relativ stor fyr, der bevæger sig godt på isen og som tager sig rigtigt godt af sin egen forsvarszone. Og så formår han samtidigt, at bidrage offensivt til holdet.

Nicholas B. Jensen er 189 cm høj og 90 kg tung. Han debuterede i svensk ishockey for Rögle og Linköping som U-18 og U-20 spiller. Skiftede til Bismarck Bobcats og senere SUNY-Plattsburgh på den anden side af Atlanten, inden turen igen gik hjem til Danmark og Aalborg Pirates. Samtidigt har Nicholas B. Jensen repræsenteret Danmark på både U-18, U-20 og på seniorlandsholdene, skriver Esbjerg Energy i en pressemeddelelse.

- Vi vurderer, at Nicholas B. Jensen har et stort og stadig uforløst potentiale, som træner Mark Pederson kan arbejde videre med. Og udvikling af spillere er en vigtig del af vort DNA, siger direktør Søren Mathiasen.