Lang kamp for at komme i Folketinget

I Fredericia bor en mand, der ikke venter på at valget bliver udskrevet, før han begynder sin kampagne. Han har været i gang længe.

En politisk valgkamp, der snart bliver årelang. Jacob Bjerregaard, (S), fra Fredericia har aktivt ført valgkamp siden i sommer.

Mere end 5.000 dørklokker har han ringet på, og uddelt tusindvis af roser ? alt sammen for at gøre sig bemærket allerede inden folketingsvalget bliver udskrevet.

- Jeg tror på, at man vinder valget mellem valgperioderne. I de tre uger hvor alle fører valgkamp, er det let at drukne blandt alle de andre kandidater, og så er annoncerne i øvrigt også billigere nu, siger Jacob Bjerregaard.

En dyr fornøjelse

Og netop den økonomiske sans er vigtig, for bolde med et fængende socialdemokratisk slogan til børnene, roser og pjecer til de voksne og en kampagnebil er ikke gratis goder. Prisen på kampagnen med alle dens ugentlige annoncer i de lokale aviser nærmer sig efterhånden et sekscifret beløb ? penge, Jacob Bjerregaard får fra sponsorer eller
blot betaler af egen lomme.

Smilet gør forskellen

I dag uddelte han roser med visitkort, der var bundet fast med gavebånd. Dem havde familien hjulpet ham med. De har efterhånden fået en rutine med de stikkende blomster, så man helt undgår torne i hænderne.

Og det er vigtigt, når valgkampen strækker sig over så lang en periode.

- Roserne er jo et fint symbol og det signalerer virkelig Socialdemokratiet, men det er faktisk bare en måde til at bryde isen. Det er smilet og den personlige kontakt, der gør hele forskellen, siger Jacob Bjerregaard, der allerede kan fornemme genkendelsen, når han går i byens gader.

Næste lørdag drager Jacob Bjerregaard til en anden by i landsdelen, og det bliver han ved med. Lige til han endelig får sit folketingsvalg.