TV der bevæger dig

Lang politijagt til fods gav pote: Bulgarsk tyv taget efter 10 km.

Arkivfoto

Efter en hundepatruljes jagt til fods over 10 kilometer anholdt Syd- og Sønderjyllands Politi onsdag aften en 21-årig bulgarsk mand, der sammen tre andre mænd blev overrasket på fersk gerning under et indbrud i Vojens.

Det oplyser vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD torsdag morgen.

En hundepatrulje fra Syd- og Sønderjyllands Politi kom onsdag aften ud på en lang løbetur, men efter 10 km. lykkedes det den ene hund at fange en formodet indbrudstyv.

Det hele startede klokken 19.35, da en årvågen beboer i Søndergade i Vojens hørte støj fra en naboejendom. Beboeren vidste, at naboen ikke var hjemme og gik sammen med en genbo derover med en lygte. Her opdagede de tre mænd, som stak af i løb. Naboerne fulgte efter i bil, mens de holdt kontakt med politiet.

Klokken 19.40 kunne en patrulje så melde, at de var i kontakt med en personbil, der flygtede fra Vojens mod Over Jerstal. I bilen sad fire personer. En kilometer syd for Over Jerstal smed de fire mænd bilen og stak af sted i løb igen.

En hundepatrulje fra Esbjerg kom til stedet og fandt flere spor i forskellige retninger. Det ene kom de så til at følge de næste par timer i mørke, gennem hegn og over marker. Efter omkring 10 kilometer så hundeføreren i lygteskæret en mand løbe til den ene side, men hunden valgte at gå til den anden side. Det viste sig at være fordi en anden mand lå og forsøgte at gemme sig der. Den anholdte er en 21-årig bulgarsk mand, som er bosat i lokalområdet.

De tre øvrige mænd forsvandt i nattemørket, men politiet vil gerne høre fra vidner, der måske har set fremmede våde og snavsede personer i området. Den videre efterforskning af sagen er nu overtaget af lokalpolitiet i Haderslev.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden