Lange fængselsstraffe for at opbevare 28 kilo amfetamin

36 år i fængsel tilsammen. Det blev straffen, da Retten i Kolding tirsdag fandt tre mænd skyldige i at have medvirket til opbevaring af omkring 28 kilo amfetamin med henblik på videresalg.

Tre mænd på henholdsvis 28 år, 36 år og 28 år var alle tiltalt for at have medvirket til opbevaring af omkring 28 kilo amfetamin med henblik på videresalg.

Dommen er et resultat af efterforskning, der involverede en ransagning på en ejendom i Give den 9. december 2015. Her fandt Sydøstjyllands Politi omkring 28 kg amfetamin nedgravet, og herudover en pumpgun med ammunition, som de alle tre også er sigtet for besiddelse af. 

Ejendommen er ejet af den 36-årige mand, men han har hele tiden nægtet sig skyldig ligesom de to øvrige.

- Den ene af de 28-årige mænd er ikke længere bosiddende i Danmark, men det lykkedes os at få ham anholdt, da han var på besøg en weekend. Den anden 28-årige, der er litauisk statsborger, og som var flygtet fra afsoning i Danmark, lykkedes det os at få udleveret på europæisk arrestordre fra Tyskland, hvor han opholdt sig, siger anklager fra Sydøstjyllands Politi Søs Svejgaard Bløcher i en pressemeddelelse om dommen.

Den 36-årige mand fik 12 års fængsel, den 28-årige litauiske statsborger fik 13 års fængsel og udvisning af Danmark for bestandigt og den anden 28-årige fik 11 års fængsel. Sidstnævnte blev frifundet i et enkelt forhold.

De ankede alle straks deres domme med henblik på frifindelse. Alle tre mænd er fortsat varetægtsfængslede i sagen. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.