TV der bevæger dig

Lars Harms: Mindretallet håber på fire mandater i Landdagen

Det var en optimistisk Lars Harms, der søndag formiddag mødte op for stemme på sit valgsted på Klaus Groth Schule i Husum. Foto: Thomas Larsen-Bjerre, TV SYD

00:15

Det var en optimistisk Lars Harms, der søndag formiddag mødte op for stemme på sit valgsted på Klaus Groth Schule i Husum. Video: Thomas Larsen-Bjerre, TV SYD

1 af 2

SSW, det danske mindretals partis nye leder Lars Harms håber på, at vælgerne belønner SSW for at have taget regeringsansvar i Slesvig-Holsten de seneste fem år.

Det var en optimistisk Lars Harms, der søndag formiddag mødte op for stemme på sit valgsted på Klaus Groth Schule i Husum. 

Læs også Vigtigt valg for det danske mindretal i Sydslesvig

- Jeg tror og håber, at vælgerne i dag belønner os med en fremgang og fire mandater i Landdagen, sagde Lars Harms, da han havde afleveret sin egen stemme.

Jeg tror og håber, at vælgerne i dag belønner os med en fremgang og fire mandater i Landdagen

Lars Harms, spidskandidat, SSW

Han er ved dette valg SSWs nye spidskandidat, da Anke Spoorendonk, 69 år, og nuværende minister i delstatsregeringen og hidtidig stemmesluger for mindretallets parti går på pension - og derfor ikke stiller op til landdagen, hvor hun har haft sæde siden 1996. De seneste fem år har hun været Europa-, kultur- og justisminister.

52-årige Lars Harms er født og opvokset i Husum, hvor han også tog studentereksamen. Han læste økonomi i Kiel og Koblenz og blev derefter leder af turistkontoret i Heide. Lars Harms har siden 1989 været medlem af Sydslesvigsk Vælgerforening. Samtidig er han medlem af landsstyrelsen for den nordfrisiske kulturforening Frisisk Forening.

Han har siddet i Landdagen i 17 år - men har hidtil stået i skyggen af Anke Spoorendonk. 

I en helt frisk opinionsundersøgelse fra ZDF offentliggjort fredag, står den nuværende regering til at tabe regeringsmagten. Det er den sidste måling før valget og den viser en føring til CDU med 32 procent af stemmerne, mens det tyske socialdemokrati SPD får 29. 

Stemmelokalerne i Slesvig-Holsten åbnede klokken 8 og lukker klokken 18. 

Ikke færre end 1000 mediefolk er akkrediteret valgaftenen i Kiel, da delstatsvalget i Slesvig-Holsten har stor opmærksomhed i hele Tyskland, da det opfattes som et forvarsel om udfaldet af efterårets forbundsdagsvalg.

Hvis delstatsvalget i Slesvig-Holsten igen fører til en CDU-ledet koalition vil det svække socialdemokraternes tro på en massiv fremgang på et kritisk tidspunkt. Om kun en uge er der delstatsvalg i Nordrhein-Westfalen, Tysklands mest befolkningsrige delstat.

TV SYD sender søndag klokken 19,30 direkte fra Landdagen i Kiel med de seneste prognoser og resultater.

 

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu