Lars Krogh Jeppesen går fra Sønderjyske

Den 38-årige assistenttræner Lars Krogh Jeppesen stopper i Sønderjyske med omgående virkning.

Når Sønderjyskes herrer i håndboldligaen i aften møder Skjern Håndbold på udebane, så bliver det uden Lars Krogh Jeppesen som assistenttræner. Han meddelte nemlig i går, at han stopper i Sønderjyske med omgående virkning. 

Årsagen er uenighed med cheftræner Kasper Christensen om den sportslige linje.
Jeg har altid gået ind i mine arbejdsforhold med 100 procent vilje og passion - men jeg har brug for at være loyal over for mig selv, og den måde jeg ønsker at styre og lede et hold på - både på og udenfor banen. Kasper Christensen og jeg har løbende haft en del konstruktive snakke om samarbejdet. Vi må dog bare erkende, at forskelligheden i at gøre tingene på, og den generelle måde at arbejde på, har været for stor, siger Lars Krogh Jeppesen i en pressemeddelelse fra Sønderjyske om bruddet.

Cheftræner Kasper Christensen beklager også, at klubben må sige farvel til Lars Krogh Jeppesen:
- Vi gik også begge ind til de nye udfordringer med de bedste intentioner og har løbende haft møder for at optimere tingene. Vi har bare et forskelligt syn på tingene, og ind i mellem må man også bare konstatere, at det ikke altid går, som vi alle sammen håber, og jeg ønsker ham også al mulig held og lykke, siger Kasper Christensen. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.