Lastbil læsset med skinker væltet i rundkørsel

En lastbil er væltet i en rundkørsel syd for Ribe. Da oprydningsarbejdet vil tage hele natten, er det vigtigt, at store særtransporter finder andre veje, da det ellers vil stopper al trafik i området, oplyser politiet.

En lastbil er væltet i rundkørslen Haderslevvej ved Haulundvej syd for Ribe. 

- Vi er endnu ikke kommet ind i lastrummet, men det forlyder, at bilen har været fyldt med skinker, der er kommet i svingninger, da lastbilen kører rundt i rundkørslen, og så er den væltet, fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholdt, til TV SYD.

Rundkørslen er nu spærret for trafik i vestlig retning, og oprydningsarbejdet vil tage hele natten, oplyser vagtchefen.

Vigtigt: Find andre veje

- Det er vigtigt at særtransporter ikke kører denne vej, før rundkørslen er ryddet, da hele området så bliver spærret for al trafik, så hvis man er lastbilchauffør på en sådan transport, skal man vælge en anden rute, siger Erik Lindholdt til TV SYD.

Det er ikke første gang, at lastbiler læsset med skinker vælter, når de kører ind i en rundkørsel. Det sker forholdsvis jævnligt, at en lastbil kommer i så meget slinger, at den ender med at vælte.