Lastbil skred og spærrede trafikken

En lastbil spærrede trafikken ved Give mandag morgen. Lastbilen var skredet som følge af et glat føre og holdt på tværs af Tykhøjetvej og Fruelundvej.

Tidligt mandag morgen skred en lastbilchauffør i krydset mellem Tykhøjetvej og Fruelundvej ved Give. Her endte lastbilen på tværs af vejen, hvilket gav kø i morgentrafikken.

Ved ulykken skete der ingen personskader. Det store beredsskab var dog hurtigt til stede, men chaufføren kunne selv kravle ud af lastbilen.

Han er nu til observation på Kolding Sygehus, men forventes at være uskadt.

Ulykken er blot en af de mange glatføreuheld, der har ramt landsdelen over natten og her til morgen.