Lastbiler lærer børn om trafiksikkerhed

Lastbilchauffører hjælper skolebørn i Padborg med at lære reglerne i trafikken.

Torsdag gjorde trafiksikkerhedskampagnen ”Lastbilkaravanen” stop i skolegården på Lyreskovskolen i Padborg.

Der var lastbiler, blå blink, musik, cykler og elever i gule refleksveste - alt sammen for at gøre de mindste elever opmærksomme på, hvordan man bevæger sig sikkert rundt i trafikken.

- Børnene skal gerne have en god oplevelse med hjem, og så skal de selvfølgelig få bedre styr på trafiksikkerheden. De får lov til at komme helt op i lastbilerne, og vi håber på, at det er med til at skabe mere sikkerhed og bedre forståelse, siger Malene Vitus, der er  branding- og kommunikationskonsulent hos ITD - brancheorganisation for den danske vejgodstransport.

Lastbilkaravanen lærer børn om trafiksikkerhed

Politiet var også på pletten i Padborg og lærte fra sig om trafiksikkerhed, mens ’Magda’, som er hovedpersonen i en ny børnebog om lastbiler, sang med børnene og fortalte om livet som lastbilchauffør.

Karavanen henvender sig til elever i 0.-2. klasse og besøger ti byer i hele landet.