TV der bevæger dig

Lavere hastighed betaler sig

04:58

Det er især trafikken på motorvejene, der sluger energi.

1 af 2

Der er både penge og energi at spare ved at sænke hastigheden, siger danske firmaer.

Mærsk Line har sænket farten på sine skibe og sparede alene på den konto sidste år 1,6 milliarder kroner. Arla Foods har fået sine lastbiler til at køre 80 km/t i stedet for 90 og sparer 5 procent af brændstoffet.

Og med virkning fra i mandags sænkede Spanien hastigheden på motorvejene fra 120 til 110 km/t for at spare op til 15 procent af energien, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.

Hvis vi danskere sænker farten på motorvejene fra 130 til 110 km/t, vil brændstofforbruget falde med næsten 20 procent, oplyser bilejernes organisation, FDM.

Men i modsætning til flere af landets største virksomheder har de danske politikere i stedet fokus på, hvordan de kan hæve hastigheden på både motorveje og landeveje.

Det undrer flere miljøorganisationer.

Chaufførerne lærer at køre langsomt

- Spanien gør det helt rigtige, og vi burde gøre det samme. Det ville virkelig være noget, der battede både over for klimaet og energiforbruget, siger Martin Lidegaard, formand for tænketanken Concito.

- Farten på motorvejene er et oplagt sted at sætte ind. Hvis man sænkede farten fra 130 til 110 km/t., ville det gavne miljøet, økonomien og trafiksikkerheden. Men de danske politikere forsøger i stedet at tækkes vælgerne ved at tale om højere fart.

Hos Arla Foods har selskabets knap 1.000 chauffører været på kursus for at lære at køre langsommere. Transportchef Peter Sørensen anbefaler andre at gå samme vej:

- Vi sparer penge og bruger 5 procent mindre brændstof, ligesom vi både har fået en bedre trafikkultur, og chaufførerne har fået mere overskud, siger han.

Hos Mærsk Line er klima- og miljøchef Jacob Sterling ikke i tvivl om, at det har været en rigtig god forretning at sænke farten.

- Selv når vi indregner længere sejltid og brug af flere skibe, har det været en rigtig god forretning.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden