Ledelsen: Rygning forbudt. Og vi mener det

På Sygehus Lillebælt har ledelsen skærpet tonen overfor medarbejderne: Hvis I ryger, risikerer I at blive fyret.

På Sygehus Lillebælt, der tæller Vejle, Kolding, Middelfart, Give og Fredericia sygehuse, har ledelsen skærpet tonen overfor medarbejderne efter flere branduheld på grund af rygning.
Det selvom det er helt forbudt for medarbejderne at ryge på sygehusenes områder.

Et ulmende cigaretskod betød, at Kolding sygehus for nylig måtte evakuere hele patienthotellet med nybagte mødre og babyer, fordi et skod via et afløb gav røgudvikling inde på sygehuset.

Nu har ledelsen for Sygehus Lillebælt fået nok.

Der har været rygeforbud for alle ansatte på Sygehus Lillebælt i flere år. Alligevel kunne ledelsen for nyligt konstatere, at nogle medarbejdere ser stort på reglerne og smugryger på sygehusenes områder.

Eksempel: På taget af vejle sygehus fyldte skodderne så meget i afløbene, at sygehuset så sent som i fredags blev ramt af vandskader som følge af tilstoppelsen.

Nu har ledelsen indskærpet for alle medarbejdere på de fem sygehuse, at rygning på sygehusenes områder er strengt forbudt. Hvis medarbejderne tages i smugrygning to gange, vil de få en fyreseddel.