Nyt håb for Lærke: Ledige deltager i Google-skole

22 ledige har gennem et tre ugers kursus fået en digital opdatering og er nu bedre rustet til at møde de digitale forventninger fra arbejdsgiverne.

- Hej, jeg hedder Lærke. 

Den 30-årige antropolog-uddannede kvinde fra Ribe er på jagt. 

- Jeg er arbejdsløs og vil virkelig gerne have et arbejde, siger hun. 

Lærke Hein er en af de 22 deltagere i et tre ugers kursus for ledige akademikere og ledige med lang tids erfaring. Fælles for dem er, at de er blevet opdateret digitalt.

- Jeg har lært så meget. Det har været rigtigt godt, siger hun. 

Diplom - på papir

Kurset er et samarbejde mellem Google, Esbjerg Kommune, Jobcentret og Business Esbjerg. 

Deltagernes våben i jagten hedder: Den nyeste digitale viden, en ny titel som Digital Koordinator og et diplom i hånden. I papir. Ikke digitalt. 

Direktør i Business Esbjerg Susanne Nordenbæk:- Vores virksomheder efterspørger folk med flere digitale konpetencer.  
Direktør i Business Esbjerg Susanne Nordenbæk:- Vores virksomheder efterspørger folk med flere digitale konpetencer.  
Foto: Finn Grahndin

Med de våben gik de målrettet ud til arbejdsgiverne i Rådhushallen i Esbjerg. For her stod repræsentanter fra 15 små eller mellemstore virksomheder eller offentlige institutioner klar til at høre på de ledige - og måske ansætte dem i et regulært job eller med løntilskud eller i virksomhedspraktik. 

- Vi kan se, at vores virksomheder efterspørger flere digitale kompetencer, og det er lige akkurat det, de har fået på det her kursus, så det giver rigtig god mening, siger direktør i Business Esbjerg, Susanne Nordenbæk. 

Værsgo'. Et diplom i papir. 
Værsgo'. Et diplom i papir. 
Foto: Finn Grahndin
quote

For Google er dette ikke et kommercielt projekt.

Jesper Vangkilde, kommunikationschef, Google Denmark.

Google har god erfaring med andre lignende kurser både herhjemme i Danmark og i Europa. I København har 600 ledige deltaget. I Aarhus 200. 77 procent af deltagerne opnår at komme videre i enten virksomhedspraktik, i løntilskud - eller måske endda et regulært arbejde. 

Jan Andersen fra New Happiness: - Man kan godt mærke, at de har været gennem kurset.
Jan Andersen fra New Happiness: - Man kan godt mærke, at de har været gennem kurset.
Foto: Finn Grahndin

Den amerikanske data-mastodont var ikke repræsenteret ved matchdating-dagen mellem ledige og arbejdsgivere i Rådhushallen torsdag sen eftermiddag. Men kommunikationschef i Google Denmark, Jesper Vangkilde, svarer skriftligt på spørgsmålet: Hvad får Google ud af at arrangere kurser for 22 ledige i Esbjerg?

“For Google er dette ikke et kommercielt projekt. Det er en del af et stort uddannelsesprojekt i hele Europa, som handler om, at virksomhederne lærer at klare sig lidt bedre i konkurrencen, og at borgere står stærkere på arbejdsmarkedet. Vi kan ikke løse hele denne problemstilling alene, men vi forsøger at give et konkret bidrag, som folk kan bruge ude i virkeligheden”.

De 22 elever fra Google-skolen. Måske kommer der snart flere til. 
De 22 elever fra Google-skolen. Måske kommer der snart flere til. 
Foto: Finn Grahndin

Hverken Lærke Hein eller de andre kursister fik en underskrevet kontrakt på matchdating-dagen, men den handlede også først og fremmest om at møde hinanden og se, om der opstod sød musik mellem de to parter.

- Jeg synes, det har været meget spændende. En alternativ måde at sælge sig selv på. Og jeg har alle lemmer krydset i håb om at få en virksomhedspraktik - med job til følge. Selvfølgelig, siger hun.