Ledige i Fredericia giver jobfirma det røde kort

Arbejdsløse i Fredericia fælder hård dom over det omstridte jobfirma, JK-Proces. Det viser uvildig undersøgelse fra Rambøll, skriver Nyhedsbrevet 3F.

Næsten halvdelen er således "utilfredse" eller "meget utilfredse" med konsulenternes indsats. Og næsten seks ud af ti mener, at de fik mindre ud af aktiveringen hos jobfirmaet end forventet.

Det viser en uvildig undersøgelse af JK-Proces, som Fredericia Kommune har fået Rambøll til at lave. 248 arbejdsløse, som har været i aktivering hos jobfirmaet, har besvaret spørgsmålene.

For næstformand i 3F Fredericia, Henny Kristiansen, er tallene skræmmende læsning.

 - Hvis Fredericia Kommune skal fortsætte med at have aftaler med det firma, skal den stille langt større krav til kvaliteten. Den må seriøst overveje, om den vil fortsætte samarbejdet med JK-Proces, siger Henny Kristiansen til Nyhedsbrevet 3F.

Hverken borgmester i Fredericia Kommune, Thomas Banke (V), udvalgsformand Inger Nielsen (K) eller pressechef Pia Becker har reageret på Nyhedsbrevet 3F's henvendelser.