Legetøjsselskab efter konkurs: Gavekort kan alligevel refunderes

Hvis der var gavekort til BR eller Toys’R’Us til dit barn under juletræet, er det måske ikke gået tabt alligevel. Top-Toy oplyser nu om mulighed for refundering.

Selskabet Top-Toy, der står bag legetøjsbutikkerne BR og Toys'R'Us, blev fredag erklæret konkurs.

Det betyder, at flere af selskabets butikker havde sidste åbningsdag i går – nogle enkelte holder åbent året ud.

Hvad med mit gavekort?

Gavekort købt efter den 30. november 2018:

- Send en kopi af gavekort og kvittering for køb af gavekortet til mailadressen toptoy@gorissenfederspiel.com

- Oplys dit fulde navn og bankkonto

- Udbetaling sker hurtigst muligt

 

Gavekort købt før den 30. november 2018:

- Du er almindelig kreditor

- Vil du gøre krav, skal du sende information om dette til mailadressen toptoy@gorissenfederspiel.com

Det fik mange børnefamilier til at drøne til den nærmeste legetøjsforretning for at nå at bytte julegaver og bruge gavekort.

Hvis du forsøgte det sidstnævnte, blev du højst sandsynlig skuffet. Gavekort er nemlig ugyldige efter konkursmelding, og derfor tager butikkerne heller ikke længere imod gavekort.

Der kan dog være hjælp at hente. Top-Toy gør det nu muligt at få byttet gavekort til kontanter, hvis de er købt 30. november eller senere, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse. Dermed har selskabet ændret procedure i forhold til meldingen fredag, hvor den sagde, at alle gavekort var gået tabt.

- Gavekort, som er købt i december, refunderes - bare ikke i butikkerne, siger Lars Bo Kirk, der er fungerende pressetalsmand for Top-Toy, til TV SYD.

Hvad hvis det ikke er et december-gavekort?

Hvis du har gavekort liggende, der er købt før den 30. november, betegnes du som almindelig kreditor i konkursboet. Hvis du vil gøre krav på dit udestående, vil dit krav blive registreret på samme måde som Top-Toys almindelige leverandører.

Hvis du har samlemærker tilbage fra BR, skal de bare i skraldespanden. De blev ugyldige fra konkursbegæringen.

Fredag meddelte Top-Toy, at 10 BR-butikker og 14 Toys'R'Us-butikker vil holde åbent året ud. Fire i Syd- og Sønderjylland.

Der er derfor lørdag lange køer foran de åbne butikker, hvor børn med deres forældre i hånden venter på at få lov til at bytte julegaver, inden det er for sent, skriver Ritzau.

Top-Toy driver 226 BR-butikker og 72 Toys'R'Us-varehuse i Norden.