Lego-arvinger blandt verdens 500 rigeste

Fire Lego-arvinger er med på listen over verdens 500 rigeste personer.

Det har været et godt år for de 500 rigeste i verden.

Ifølge Bloombergs milliardærindex er deres formuer steget med 23 procent siden 2016. Det svarer til cirka seks billioner kroner, hvilket er 6000 milliarder kroner. I alt lyder deres formuer på 5,3 billioner dollar.

Bedst af alle ser det dog ud for Amazon-grundlæggeren Jeff Bezos, hvis formue er steget med 50 procent, så hans formue nu lyder på 623 milliarder kroner.

Selvom Danmarks rigeste, Lego-chefen Kjeld Kirk Kristiansen, har en imponerende formue på 80 milliarder kroner, så må han altså nøjes med en 101. plads på listen over verdens rigeste.

Han er dog ikke den eneste Lego-arving, der er med på listen. Kjeld Kirk Kristiansens tre børn, Agnete Thinggaard, Thomas Kristiansen og Sofie Kirk Kristiansen, er at finde på listens 475., 476. og 477. plads. De har hver en formue på 26,5 milliarder kroner.

Ud over Lego-familien er to andre danskere at finde på listen. Det er ejeren af tøjvirksomheden Bestseller, Troels Holch Povlsen, med en formue på 40 milliarder kroner, hvilket giver ham en 264. plads, og Niels Peter Louis-Hansen fra Coloplast, som ligger på 419. pladsen.