Lego donerer 650 millioner kroner til flygtningebørn

Det er Lego Fondens største donation nogensinde, og det er også første gang, de for alvor går ind i humanitært hjælpearbejde.

Flygtningebørn kan ofte komme til at bruge hele deres barndom i flygtningelejre. 10 år er den gennemsnitlige tid, som flygtninge bor i lejre.

Lego Fonden har i dag offentliggjort, at de giver 654 millioner kroner til at hjælpe børn i flygtningenes nærområde i Bangladesh og omkring Syrien. 

Pengene går til nødhjælpsorganisationer, som arbejder i området. De laver lege-værksteder, som hjælper med at uddanne børnene, så de kan klare sig bedre frem over. Det er den største enkelte uddeling af fondsmidler fra Lego Fonden.

Stressede børn får langvarige skader

Den biologiske og neurologiske udvikling er meget vigtigt for børnene, når de er mellem tre og seks år gamle. 

Derfor håber Lego Fonden, at de kan understøtte flere børns udvikling. En udvikling der er udfordret, når familierne lever i en flygtningesitiuation. De er udsat for så stort et stess, at man kalder det giftigt-stress, og det forhindrer børnenes hjerner i at udvikle sig normalt. Så forhåbentligt kan et læring-gennem-leg miljø hjælpe til at få børnenes udvikling tilbage på sporet, siger direktøren for LEGO Fonden John Goodwin til TV SYD.

Vil nå 2 millioner børn

Der er i dag 25 millioner flygtninge i verden, og heraf er halvdelen børn.
Selvom det er et vigtigt område, går kun 3 % af nødhjælpen til undervisning - og endnu mindre til før-skolebørn. 

Lego Fonden håber, at de kan nå næsten to millioner børn, der enten er flygtninge eller bor i de områder, hvor der er mange flygtninge i Bangladesh og i Syriens nabolande.

Dukker skal skabe læring gennem leg i Bangaladesh.
Dukker skal skabe læring gennem leg i Bangaladesh.
Foto: Ryan Donnell/Sesame Workshop

Dukker skal udvikle børn

Den kendte dukkeserie fra Sesame Street (Sesamgade) skal hjælpe med til, at børnene, deres pædagoger og forældre kan snakke sammen, om de temaer der er vigtige i børns opvækst.

Sesame Workshop står bag produktionen af flere tv-udsendelser rettet mod børn. Den bedst kendte er tv-serien Sesame Street.

Sesame Workshop skal udvikle undervisningsmateriale, videoer og animationer, som kan vises på mobile enheder i flygtningelejrene og i Bangladesh' fattige områder. 
Sesame Workshop og Lego Fonden har arbejdet sammen i mange år.

Det er ikke legoklodser, som børnene skal lære at lege med i flygtningelejrene - ikke umiddelbart i hvert fald. John Goodwin siger, at det er de lokale hjælpeorganisationer BRAC og ICR, der selv skal bestemme, hvilke materialer der skal bruges, og der vil de ofte bruge de materialer, der er der i forvejen.

- Hvis der er brug for legoklodser, og de synes, det er det bedste, så kan de selvfølgelig gøre det.

John Goodwin, direktør i Lego Fonden
John Goodwin, direktør i Lego Fonden
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD.

Udviklingshjælp fra Billund

Med denne donation går Lego Fonden for alvor ind i humanitært arbejde. Samtidig holder de fokus på deres formål om læring gennem leg.

John Goodwin har i efteråret selv besøgt Bangladesh og organisationen BRACs lege-værksteder. Her så han, hvordan de kunne lære børnene forskellige færdigheder og give dem redskaber til at blive voksne mennesker. Den rejse gjorde ham mere motiveret til at arbejde med denne donation.

-    Jeg så, at disse Play Labs ikke kun hjælper børnene, men også hele samfundet omkring værkstederne. De voksne bliver også inddraget i at hjælpe med opbygningen, og det er jo rigtigt godt.
 

Lego Fonden

  • Lego Fonden er stiftet i 1986 og ejer 25% af LEGO Group. 
  • Fonden er blandt landets 10 største. Ved udgangen af 2015 havde Lego fonden en balance på omkring 10 mia. kr.
  • I august 2018 uddelte fonden 57 millioner til et projekt med de danske pædagog- og læreruddannelser. Her er det også læring gennem leg der er hovedformålet med projektet.