Lego House slår dørene op i dag

350 gæster med kronprinsparret i spidsen samt dansk og international presse er inviteret til åbningen af Lego House torsdag eftermiddag klokken 13 i Billund.

250.000  gæster fra hele verden ventes årligt at besøge Lego House.

- Åbningsdagen vil være fyldt med aktiviteter, taler og kreative indslag. Og der vil helt sikkert være noget interessant at dykke ned i, uanset hvilken indgangsvinkel man har til at besøge huset, og vi glæder os helt vildt til at vise det frem, siger direktør i Lego House, Jesper Vilstrup, i en pressemeddelelse om åbningen. 

Indvielsesceremonien byder på taler fra Kjeld Kirk Kristiansen (3. generations-ejer af Lego-koncernen), Jørgen Vig Knudstorp (formand for Lego Brand Group) og arkitekten Bjarke Ingels, der har tegnet Lego House. 

quote

Vi glæder os helt vildt til at vise det frem.

Jesper Vilstrup, direktør, Lego House

Kronprinsesse Mary vil som den sidste taler klippe det røde bånd og således markere husets officielle åbning. Herefter vil kronprinsparret få en en guidet rundtur.

- Leg og læring er hjørnestenen i Lego-filosofien, og børn er i den henseende rollemodeller for os alle. Med deres nysgerrighed, kreativitet og fantasi lærer de helt intuitivt om den verden, de oplever. Vi er derfor også rigtig glade for, at kronprinsfamilien besøger Lego House, og på den måde er med til at inspirere endnu flere til at udfolde deres kreativitet gennem leg, siger direktør i Lego House Jesper Vilstrup. 

Uden for Lego House lige midt i Billund finder den offentlige fejring sted, hvor alle interesserede kan følge ceremonien fra huset via live-stream og efterfølgende indtage de offentlige terrasser.

Lego House

  • Lego House er tegnet af arkitektfirmaet BIG (Bjarke Ingels Group) og består af 21 hvide klodser stablet oven på hinanden. Facaden er dækket af tegl, som giver illusionen af, at hele bygningen er bygget af Lego-klodser.
  • Bygningen rummer 12.000 m2. I stueetagen møder man tre restauranter, en Lego-butik, et konferencerum og det 2.000 m2 store Lego Square.
  • Oplevelseszonerne gemmer på fire farvede oplevelseszoner samt et stort galleri med Lego-kreationer bygget af fans og en stor udstilling om Lego-varemærkets udvikling - heriblandt 200 af de mest ikoniske Lego-æsker.
  • Oplevelseszonerne er baseret på fire forskellige farver, der hver især repræsenterer et særligt aspekt ved leg og læring. Rød er kreativitet. Blå er kognition, Grøn er det sociale og Gul det emotionelle. Hver farvet zone består af et antal aktiviteter, som engagerer gæsterne i leg.
  • De enorme klodser rummer, udover oplevelseszonerne, en overdækket offentlig plads samt en hel række forbundne udendørs terrasser og legepladser, som gæster kan udforske og nyde.