Lego-koncernen har succes - igen

Morgenavisen Jyllands-Posten oplyser, at Lego igen har haft et godt halvår med så stor vækst, at rivalerne får bank. Koncern-direktør Mads Nipper siger, at væksten kan måles i to cifre, og det er den bedst mulige indgang til højsæsonen op mod jul.

Mads Nipper er direktør med ansvaret for salg af Legos produkter. Han siger, at væksten på de fleste markeder er over ti procent. Han vil ikke sige, at væksten "eksploderer", men det hænger sammen med, at Lego er vokset i mange lande. Der er heller ingen "katastrofer", og Lego sælger bedre i lande, som tidligere har været svære at komme ind i, for eksempel Japan.

- Vi ligger med andre ord pænt, og vi ligger væsentligt bedre end konkurrenterne, siger Mads Nipper til Jyllands-Posten.

Lego har stor succes med de klassiske serier som Duplo, City og de traditionelle æsker og poser med Lego-klodser. Men derudover har samarbejder med andre skabt enorme indtjeningskilder som Star Wars, Indiana Jones og Harry Potter, hvor Lego lancerer et nyt produkt i år.

Mere plads på hylderne

En senior-analytiker i den amerikanske investeringsbank Needham & Company siger, at Lego har gjort det bedre end konkurrenterne, og det er forklaringen på, at det går så godt. Man kan se, at Lego har fået mere plads på hylderne i de store butiks-kæder i USA.

Analytikeren, Sean McGowan, siger, at Legos succes også hænger sammen med, at virksomheden lytter til kunderne, når den udvikler sine  produkter. Tidligere havde Lego en tendens til at mene, at kunderne ikke rigtigt vidste, hvad de havde brug for.