Lego må igen dumpe prisen på online-spil

Prisen på Legos skrantende online-spil bliver for anden gang på få måneder halveret.

Det bliver igen billigere at spille med i Lego-koncernens største digitale satsning nogensinde - Lego Universe.

For anden gang på få måneder må Lego halvere prisen på det skrantende onlinespil. Det skriver dagbladet Børsen.

Ved fremlæggelsen af Legos årsregnskab i begyndelsen af marts blev prisen sat ned fra 40 til knap 20 dollar for et abonnement på Lego Universe. Nu følger så endnu en halvering til 10 dollar.

Koncerndirektør Lisbeth Valther Pallesen sagde i forbindelse med det første prisdump, at man nu halverede prisen i et forsøg på at sætte gang i salget og få flere brugere ind, som betaler løbende abonnement.

Chefredaktør Lee West fra Nordens største spilmagasin Gamereactor mener ikke, at betalingsformen fungerer for de danske legetøjskonger.

- Det virker som om, at Lego ikke rigtig vil acceptere, at der er et andet publikum til spillet - nemlig forældrene - som ikke vil binde sig til en fast abonnementsbetaling, siger han til Børsen.

Lee West vurderer, at Lego i stedet burde satse på salg af artikler inde i spillet eksempelvis udstyr til figurerne.

Lego Universe blev lanceret i oktober sidste år og har kostet et trecifret millionbeløb at udvikle.