Lego-robotter får kreativiteten frem i Senia

300 børn deltog lørdag i en robotkonkurrence i Billund. Men byens egne børn havde et forspring – de har nemlig haft robotteknologi på skoleskemaet.

First Lego League er en verdensomspændende konkurrence, hvor børn konkurrer i robotteknologi og naturvidenskab. Men i Billund er det ikke kun en konkurrence børnene bruger deres fritid på. I kommunens skoler har First Lego League været en del af undervisningen.

- Det gør vi for at give eleverne mulighed for at arbejde med projekter, hvor de sætter sig et mål. De lærer at prøve sig frem. Hvis den første idé ikke virker, må de prøve noget nyt, siger Kirsten Willumsen, der er lærer på International Business School of Billund.

quote

Vi er godt nok børn eller unge, men vores ideer er endeløse, vi er kreative, og der ingen grænser for, hvad vi kan gøre.

Senia Pedersen, 7. D Billund Skolen

14-årige Senia Pedersen er med sit hold The Water Savers til First Lego Leauge.

- Det er fantastisk, fordi du får lov til at arbejde som professionelle ingeniører, marketingssælgere og teknologer. Det er virkelig fascinerende. Vi er godt nok børn eller unge, men vores ideer er endeløse, vi er kreative, og der ingen grænser for, hvad vi kan gøre, siger hun til TV SYD.

Karina Svendsen er leder af projektet, og hun tror på, at børnene får nogle helt særlige kompetencer igennem arbejdet med robotter. 

- First Lego League kan jo noget helt særligt ved at lære børnene kompetencer, som vi efterspørger i fremtiden – at arbejde projektorienteret, være omstillingsparate, innovative, entreprenante, kreative og arbejde rigtig godt sammen som et hold.

Det er anden gang Capital of Children inviterer til First Lego League. På verdensplan deltager 255.000 i konkurrencen.