Lego sælger mere og tjener mindre

Lego har tirsdag formiddag offentliggjort regnskabet for første halvdel af 2019.

På verdenplan steg salget med fem procent sammenlignet med samme periode i 2018.

Omsætningen i 1. halvår steg fire procent til 14,8 milliarder kroner.

Legos overskud i første halvår var 2,7 milliarder kroner, hvilket er fald på 12 procent i forhold til samme periode sidste år. Det skyldes massive investeringer i at udvikle nye produkter, forklarer Lego i regnskabet.

- Jeg er tilfreds med resultatet, der er skabt på et internationalt legetøjsmarked under stor forandring. Vi sælger mere og øger vores markedsandele på vores største markeder, siger LEGO-koncernchef Niels B. Christiansen om regnskabet.

Lego ansætter flere

Efter flere fyringsrunder de senere år for at tilpasse udgifter efter indtægterne, er Lego atter begyndt at ansætte.

- Vores medarbejderantal er steget. Det gælder både globalt og i Danmark, siger Niels B. Christiansen til Ritzau.

Ifølge Lego arbejdede der ved udgangen af juni i år cirka 4000 medarbejdere i Danmark. Det var omtrent 150 flere, end der arbejdede i Danmark omkring nytår.