TV der bevæger dig

Lego skuffer små legetøjbutikker med stop for nye ordrer

Lego Gruppens hovedkvarter i Billund. Foto: Niels Aage Skovbo

Stor efterspørgsel på Lego gør det svært for selskabet at følge med, fremgår det af mail til mindre butikker.

Den danske legetøjsgigant Lego har angiveligt så travlt, at landets mindre legetøjsbutikker ikke længere kan bestille varer hos virksomheden.

Det skriver Jyllands-Posten.

- Vi har dags dato lukket ned for optagelse af yderligere Lego-ordrer for resten af 2015, skrev Lego tirsdag ifølge avisen i en mail til en række mindre butikker, heriblandt Geppels i Odsherred - landets ældste legetøjsbutik.

- Jeg fik beskeden mundtligt først, og i går (tirsdag, red.) kom så mailen. Jeg synes simpelthen ikke, at det er i orden. Det er jo sket mange gange før, siger indehaver Lars Nybjerg til Jyllands-Posten.

Lego forklarer i meddelelsen, at årsagen til beslutningen er travlhed.

- Desværre oplever vi, at efterspørgslen fortsat stiger og nu endeligt overstiger vores evne til at følge med produktionsmæssigt, hedder det ifølge Jyllands-Posten.

Lego vil ikke bekræfte, at firmaet har sendt brevet. Kommunikationschef Charlotte Simonsen medgiver dog, at der er en meget stor efterspørgsel på Lego-produkter for tiden.

Legetøjsbutikkerne fik allerede for et par måneder siden at vide, at de skulle aflevere deres ordrer for resten af året - ikke mindst for julesalget.

Hos Top-Toy, der er en af landets store forhandlere, melder man dog om en god dialog med Lego, og netop forskellen på de små og store butikker er Lars Nybjerg vred over.

- Jeg har en klar formodning om, at de store kæder får før os andre. Vi har oplevet at have lagt ordrer ind i god tid, og så kan vi pludselig ikke få dem alligevel, siger han til avisen.

Lego har de seneste år investeret mange penge i at udvide produktionen. En stor kinesisk fabrik, der er under opførelse, ventes at være i fulde omdrejninger i 2017.

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden