LEGO slanker sig efter skidt regnskab

Jørgen Vig Knudstorp påtager sig ansvaret for et dårligt halvårsregnskab.

- Dette er sad news, og ansvaret er mit.

Så direkte påtog bestyrelsesformand Jørgen Vig Knudstorp sig ansvaret for, at LEGO tirsdag kommer ud med et skuffende regnskab for den første halvdel af 2017.

Omsætningen er faldet med fem pct. og indtjeningen med seks pct., og på et internationalt telefon-pressemøde tirsdag formiddag sagde Knudstorp, at resultatet er konsekvensen af beslutninger, han har taget.

- Jeg føler mig ansvarlig for at have landet LEGO i denne situation, sagde han og annoncerede, at LEGO nu afskediger 1400 medarbejdere, heraf 5-600 i Billund, og organisationen skal strammes op.

quote

- Jeg føler mig ansvarlig for at have landet LEGO i denne situation.

Jørgen Vig Knudstorp, bestyrelsesformand, LEGO.

- Jeg taler om en mindre og mere simpel organisation. Vi vil reducere lagene af hierarki og gøre vores business model mere simpel. 

Jørgen Vig Knudstorp påtog sig ansvaret, da han tirsdag præsenterede et dårligt halvårsregnskab
Jørgen Vig Knudstorp påtog sig ansvaret, da han tirsdag præsenterede et dårligt halvårsregnskab
Foto: Linda Kastrup, Scanpix

- Vi er allerede i gang med opstramninger, og sammen med en ledelsesstruktur med mindre overlap og en ny CEO (Niels B. Christiansen, CEO i Danfoss indtil juli 2017. Red.) forventer vi en frisk ny start i 2018.

- Vi vil være mere konkurrencedygtige, og det er måden, vi håndterer vores ups and downs, som gør os stærkere, sagde Jørgen Vig Knudstorp.

Sidste år blev han bestyrelsesformand for LEGO efter 10 år som administrerende direktør. Dengang overtog han et LEGO i krise, men siden præsenterede legetøjsgiganten i Billund årlige vækstrater på mere end 10 pct.

- Vi tror stadig, at vi har stort vækstpotentiale, men vi taber momentum, og det kan føre til stagnation eller endda nedgang, og det ønsker vi simpelthen ikke, sagde bestyrelsesformanden.

Han pegede specielt på Kina som et marked, LEGO forventer sig meget af i fremtiden.

- Vi har været i Kina siden 1984, og vi ser et meget stærkt marked der. Det er et topmarked for os, sagde Jørgen Vig Knudstorp.