Legoland investerer 200 mio. kroner i nyt slotshotel

Legoland går nu i gang med at bygge et helt nyt slotshotel i Billund, der skal stå klart med 142 værelser i foråret 2019. Hotellet skal supplere det nuværende Hotel Legoland og henvender sig målrettet til børnefamilierne.

På det kommende slotshotel kan børn og deres forældre indtage 142 værelser blandt riddere, troldmænd og prinsesser.

Med inspiration fra legetøjsudgaven af et Lego-slot skal det det nye hotel give ferieoplevelsen en helt ny dimension.

- Hvor det nuværende Hotel Legoland både rummer et konferencecenter og tematiserede overnatninger i børnehøjde, er Slotshotellet udelukkende designet med vores kernemålgruppe, børnefamilierne, for øje, siger Legoland Billunds direktør Christian Woller.

Det nye hotel skal opfylde den store og stigende efterspørgsel på overnatninger i forbindelse med et besøg i Legoland. Derudover spiller det aktivt med i realiseringen af Billund Kommunes store visionsplan om at blive kendt som Børnenes Hovedstad, hvor åbningen af Lego House tidligere på året markerede det første store initiativ. 

quote

Vi regner med, at der kommer til at være 50 arbejdspladser på det nye hotel. Det kommer jo til at betyde, at vi skal ud og finde nogle flere folk til at varetage de daglige opgaver på hotellet.

Christian Woller, direktør, Legoland Billund

- Hotellet er noget, vi har kigget på i flere år. Nu synes vi, at efterspørgslen er der. Vi har et rigtig godt samarbejde med både attraktioner, kommuner og andre overnatningsteder omkring os, og vi tror, at hotellet kan gøre efterspørgslen på ophold i vores region endnu større, siger direktøren for Legoland Billund til TV SYD.

Det nye slotshotel forventes at stå færdigt i foråret 2019, og med en investering på 200 millioner kroner er det største investering til dato i Legoland Billund. 

- Vi regner med, at der kommer til at være 50 arbejdspladser på det nye hotel. Det kommer jo til at betyde, at vi skal ud og finde nogle flere folk til at varetage de daglige opgaver på hotellet, siger Christian Woller til TV SYD.

Legoland Billund er en del af Merlin Entertainments, der ejer 111 attraktioner, 12 hoteller og 4 feriebyer i 23 forskellige lande på 4 kontinenter. 

Merlin Entertainments har ejet Legolandparkerne verden over siden 2005. Lego-familien Kirk Kristiansen er gennem selskabet Kirkbi en betydelig mindretalsaktionær i Merlin Entertainments.

Det nye slotshotel i Legoland

  • Antal værelser: 142 fordelt på to bygninger med to etager
  • Antal sengepladser: 710
  • Restaurantkapacitet: 300
  • Areal: 8000 m2
  • Parkeringspladser: 145
  • Hotel åbning: April 2019
  • Stor udendørs legeplads
  • Placering: Åstvej 12-14 i Billund