Legoland overtager campingplads

Forlystelsesparken Legoland vil fremover drive campingplads i Billund. Legoland overtager driften af FDM Camping og vandrehjemmet Legoland Village.

Overtagelse sker fra nytår - og de to overnatningstilbud bliver i fremtiden drevet som Legoland Holiday Village.

Strategi

De to nye tilbud skal supplere Hotel Legoland. Direktør Henrik Höhrman, Legoland, glæder sig til at kunne tilbyde flere overnatningsmuligheder.

- Det her er helt i tråd med vores strategi om at tilbyde overnatningsmuligheder, som gør oplevelserne i Legoland Billund Resort tilgængelige for så mange som muligt. Vi har store planer for opgraderinger af både camping og vandrerhjem, og glæder os meget til at udvikle Legoland Holiday Village, siger Henrik Höhrmann.

Køber jorden

Legoland overtager medarbejderne fra FDM Camping og vandrehjemmet. FDM Camping har hidtil lejet jorden af kommunen, men en del af aftalen indbærer, at Legoland køber grunden.

- For Billund Kommune er det en rigtig god nyhed, at der er indgået en aftale, som fremtidssikrer og udbygger mulighederne for overnatning i Billund, siger borgmester Ib Kristensen fra Billund Kommune. Vi har haft et godt samarbejde med FDM omkring campingpladsen siden 1992, og for os som turistkommune er det væsentlig, at der er et varieret udbud af overnatningsmuligheder. Derfor er vi meget tilfredse med denne aftale.

Fakta:

Fonden for Billund Vandrerhjem blev stiftet i 1994. Formålet var at opføre og drive et vandrerhjem i Billund Kommune, der kan tilbyde overnatningsmuligheder for familier, skoler m.v. på et prisniveau, der er tilgængeligt for ungdoms- og socialturisme. Vandrerhjemmet har i en årrække anvendt navnet Legoland Village. Legoland Village har 44 familieværelser, en bistro og kursuslokaler.

FDM Camping Billund er en moderne, veldrevet campingplads beliggende på en 14 ha stor grund. Den blev etableret af FDM i 1992. Campingpladsen har 60 hytter, aktivitetslegeplads samt en række servicebygninger - herunder en dagligvarebutik. Pladsen har over 100.000 overnattende gæster årligt. FDM er med 238.000 husstande som medlemmer Danmarks største forbruger- og interesseorganisation for bilejere. FDM tilbyder rådgivning i forbrugermæssige, juridiske eller tekniske spørgsmål. FDM driver blandt andet test- og bilsynscentre, rejsebureau, forsikringsselskab og vejhjælp m.v.

Legoland er en af Nordeuropas mest populære turistattraktioner. Siden begyndelsen i 1968 har LEGOLAND indbudt til sjove og hyggelige oplevelser for hele familien med udgangspunkt i børn i alderen 2-12 år. Legoland parkens succes er bygget af mere end 60 millioner LEGO® klodser, og det uløselige bånd til LEGO Koncernen er med til at give forlystelsesparkens gæster en unik oplevelse af leg, fantasi, kreativitet og læring. Legoland parkerne er i dag en del af den internationale Merlin Entertainments Group, som blandt sine ejere har LEGO Koncernens moderselskab, KIRKBI A/S.