TV der bevæger dig

Leif kæmper for en bedre økologisk mærkning

Leif Friis Jørgensen arbejder for at få et nyt og bedre Ø-mærke. Foto: Frederikke Langer, TV SYD

Leif Friis Jørgensen er mejerichef på Naturmælk. Sammen med Økologisk Landsforening og andre økologer er han i gang med at lave et nyt og bedre Ø-mærke.

Ø-mærket fortæller hvilke varer, der er produceret økologisk. Men ifølge Økologisk Landsforening, flere økologiske landmænd og virksomheder som blandt andet Naturmælk i Tinglev skal det være endnu bedre. Derfor er de gået sammen om at udvikle et nyt og bedre mærke.

Det er til stor forvirring for forbrugerne at navigere i de mange mærker. Så der er brug for ét mærke, der samler det hele.

Leif Friis Jørgensen, mejerichef, Naturmælk

- Med det nuværende mærke er man som forbruger sikret, at der for eksempel ikke er anvendt kunstgødning, og at husdyr ikke får vækstfremmere. Men der er jo mange andre parametre, hvor vi kan gøre det bedre - blandt andet give dyrene mere plads i staldene og være selvforsynende, lyder det fra Leif Friis Jørgensen, mejerichef hos Naturmælk i Tinglev.

Det er på grund af EU, at det ikke har været muligt at få de nye og bedre tiltag ind i det eksisterende Ø-mærke, at danske økologer har taget sagen i egen hånd og udviklet det nye mærke - kaldet "Dansk Økologi". Mange virksomheder er begyndt at lave deres egne mærker, og det har sat gang i en ren jungle af forskellige mærker: 

Det nye Ø-mærke er ikke klar endnu - men forventes klar om et halvt år. Foto: Frederikke Langer, TV SYD

- Dyrenes Beskyttelse har lavet deres eget mærke, som vi blandt andet kommer på vores mælkekartoner, COOP har lavet et nyt mærke, og sådan er der rigtig mange producenter, der har lavet supplerende mærker til Ø-mærket, da de ikke mener, at det dækker godt nok. Men det er til stor forvirring for forbrugerne at navigere i de mange mærker. Så der er brug for ét mærke, der samler det hele. Det er dét, som det nye "Dansk Økologi"-mærke skal gøre, lyder det fra mejerichef Leif Friis Jørgensen.

Det nye mærke er ikke på plads endnu, men forventes at være designet og klar til at komme på de økologiske produkter om et halvt års tid.


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App