Lektiecafé skal få ghettobørn til at tage en uddannelse

Munkebo i Kolding er et af de boligområder, der er på regeringens ghetto-liste. Her har lidt over halvdelen af beboerne over 30 år ingen uddannelse udover folkeskolen. Det skal en lektiecafé lave om på.

Læge, revisor, tandlæge og lærer. Børnene i Dansk Flygtningehjælps lektiecafé ved godt, hvad de drømmer om at blive i fremtiden.

De drømme skal netop lektiecaféen hjælpe dem med at realisere. Lektiecaféen bliver hver tirsdag holdt i Munkevænget Skoles SFO, og den er et af de projekter, der på lang sigt skal hjælpe med at hæve uddannelsesniveauet i boligområdet Munkebo i Kolding.

- Jo mere hjælp du får til lektier, jo sjovere bliver det at gå i skole, for du får oplevelsen af, at du følger med. På sigt skal det give endnu mere lyst til at gå i skole, så vi også oplever, at de her børn kommer i gang med en ungdomsuddannelse, siger Else Tersgov, der er regionskonsulent i Dansk Flygtningehjælps Frivilligafdeling, til TV SYD. 

Halvdelen af beboerne har ingen uddannelse 

Lektiecaféen er for alle skolens børn, men den er oprettet med tanke på en bestemt gruppe. Boligområdet er på regeringens ghetto-liste, og det er blandt andet fordi, over halvdelen af de voksne beboere i området ikke har en uddannelse udover folkeskoleniveau. Det er særligt børnene fra de hjem, der kan have brug for hjælp med lektierne. 

quote

De allerbedste resultater er, når en ung fyr eller pige står med studenterhuen på og siger ’tak skal I have, I hjalp mig igennem det her.

Else Tersgov, regionskonsulent, Dansk Flygtningehjælps Frivilligafdeling. 

- Vi har en stor gruppe børn med anden etnisk baggrund end dansk, som har behov for lektiehjælp. Den hjælp kan de ikke altid få derhjemme, fordi de måske har nogle forældre, som ikke magter sproget eller ikke har haft en særlig god skolegang, siger Else Tersgov.

Det varer nogle år før Dansk Flygtningehjælp kan se, om lektiecaféen i Munkebo får flere af børnene til at tage en ungdomsuddannelse. Lektiecaféen har nemlig kun eksisteret i nogle få år. Men Dansk Flygtningehjælp har erfaring med lignende projekter andre steder i landet.

- De allerbedste resultater er, når en ung fyr eller pige står med studenterhuen på og siger ’tak skal I have, I hjalp mig igennem det her’, siger Else Tersgov.