Lettede sønderjyder: En altafgørende sejr

Der var lettelse hos Sønderjyske, da stimen af nederlag endelig blev vendt med 3-1 ude over Horsens.

Efter fire nederlag på stribe var der lettelse hos Sønderjyske, efter gæsterne mandag aften vandt en sikker sejr på 3-1 ude over Horsens. Et ekstremt vigtigt resultat ifølge træner Lars Søndergaard.

- Vi spillede en god kamp, men jeg må være ærlig og sige, at det var bedøvende ligegyldigt fra vores synspunkt. Det var sejren og resultatet, der var altafgørende.

- Vi kunne også have været tilfredse med uafgjort for bare at få stoppet den her serie af nederlag, siger han.

For styrmanden i Sønderjyskes femmandsforsvar, Niels Lodberg, var kampen første gang, at han var på besøg på Casa Arena i Horsens, hvor han bor, og hvor han indtil denne sommer havde spillet i otte år.

Niels Lodberg hæftede sig dog noget mere ved sejren end ved eventuelle sentimentale følelser ved sin tilbagevenden.

- Statistisk set har vi haft det skidt mod Horsens, så det var godt at få hænderne over hovedet.

-Vi kom ud med brystet fremme. Nogle vil måske kritisere os for, at vi var defensivt indstillede, men vi stod klar med kontrakniven, og vi kunne sagtens have vundet større, siger Niels Lodberg.

Pointene var Sønderjyskes første i en elendig november måned, og dermed kan holdet gå ind til efterårets sidste kamp mod Brøndby med fornyet selvtillid ifølge målscorer Tommy Bechmann.

- Det betyder sindssygt meget også i forhold til den kamp. Det kan være, vi kommer til at spille om, hvem der skal overvintre under stregen, og nu kan vi gå ind til kampen med ny tro på tingene, siger Tommy Bechmann.