Lettisk mand får 12 års fængsel og udvises for knivdrab

Med adskillige knivstik og stump vold dræbte en ung lettisk mand en landsmand sidste sommer. Nu er han dømt.

En mand på 21 år er i dag blevet idømt 12 års fængsel for et brutalt drab nær Sønderborg sidste sommer.

Valdemar Gabrilevskij, der kommer fra Letland, udvises desuden af Danmark for bestandigt.

Offeret var en 29-årig lettisk mand, som den dengang 20-årige Gabrilevskij dræbte med adskillige knivstik og stump vold i offerets lejlighed på Freltofte i Ragebøl ved Sønderborg.

Den dræbte blev fundet tidligt en morgen sidst i maj 2013, efter at en nabo havde undret sig over, at døren til hans lejlighed stod på klem.

Drabsvåbnet, en steakkniv, blev fundet i lejligheden.

En obduktion af den dræbte viste, at han døde af et knivstik i hjertet.

Ifølge anklageskriftet stjal Valdemar Gabrilevskij efter drabet en bil og flygtede til Tyskland, hvor han boede og blev anholdt 10. juni sidste år.

Den dømte ankede dommen på stedet.