Lever af pandekager

Imens nogle skal mæske sig i torsk, hamburgerryg eller specialiteter som cobraslange i aften, så holder en mand fra Grindsted sig til det han kender. Han skal have det samme at spise som han fik i går, i sidste uge og for 75 år siden - pandekager.

79-årige Bøje Jørgensen fra Grindsted er ikke meget for at prøve en masse nyt, når det kommer til mad. Siden han var fem år gammel, har han spist pandekager hver dag, hele året, år efter år.

- Vi fik altid kartofler på alle mulige måder, da jeg var barn, og da jeg var fem år gammel fik jeg nok. Jeg kunne ikke have det og fik kvalme og kunne bare ikke spise det til sidst. Så begyndte jeg at spise pandekager først to gange om dagen og nu kun en gang om dagen - hver aften, siger Bøje Jørgensen fra Grindsted.

Bøje Jørgensen har ikke meget til overs for kostpyramider og sundhedsråd om at spise seks stykker frugt og grønt om dagen, og hvad de mange råd og vejledninger ellers foreskriver. Han vil bare have sine pandekager.

- Og jeg er ikke død endnu, og jeg er aldrig rigtig syg, så det kan jo ikke være helt galt, siger han.