Politi bekræfter: Lig fundet i bil i havnen

Det er den drabssigtede Bent Ovesens bil, der fredag blev hevet op af havnen i Kolding. Der er fundet et lig i bilen.

Politiet bekræfter over for TV SYD, at bilen, der torsdag blev fundet i Kolding Lystbådehavn - Nordhavnen, tilhører den drabssigtede Bent Ovesen, og at der er fundet et lig i bilen.

- Vi har fundet et lig i bilen. Vi håber, at vi ved videre undersøgelser kan få helt lukket den her sag, siger vicepolitiinspektør Frede Nissen fra Sydøstjyllands Politi til TV SYD.

Retsmedicinsk institut skal nu gennemføre undersøgelser med henblik på at identificere det fundne lig og dermed be – eller afkræfte formodningen om, at det er Bent Ovesen, der er fundet. Det er også en væsentlig opgave at fastslå, på hvilken måde døden er indtrådt, således at drabsefterforskningen i givet fald vil kunne finde sin afslutning.

Frede Nissen oplyser, at der vil gå nogle dage, før undersøgelserne er gennemført.

Fredag formiddag blev bilen bjærget i land ved Kolding Lystbådehavn.

I går fandt Sydøstjyllands Politi i samarbejde med Forsvaret i lystbådehavnen i Kolding længst ude mod fjorden en Ford Mondeo på fjordbunden. Fundet blev gjort som led i at Forsvaret testede noget nyt udstyr. Der er tidligere ledt efter bilen også på dette sted, men der skulle nyt udstyr til før fundet blev gjort.

TV SYDs reporter på havnen fortæller, at den bjærgede bil bærer præg af lang tids ophold i vandet. Politiet har pakket bilen ind i pressenning og vil nu transportere den væk til nærmere undersøgelser. 

Bent Ovesen har været efterlyst i lidt mere end et år for drabet på sin hustru. Han blev fængslet in absentia og efterlyst gennem Europol. Politiet ledte efter Bent Ovesen og hans gråbrune bil af mærket Ford Mondeo i og omkring Lillebælt efter hans forsvinden sidste år.

Hvis det fundne lig bliver endeligt identificeret som den mistænkte Bent Ovesen, og når dødsmåden er fastslået, er politiets efterforskning i realiteten afsluttet. Hvis den formodede gerningsmand har taget sit eget liv vil der ikke blive en retssag, men anklagemyndigheden vil alligevel vurdere sagen med henblik på at bekræfte, at der ikke er grundlag for at fortsætte efterforskningen, da gerningsmanden med den fornødne sikkerhed er fundet.