Lig fundet i Flensborg Fjord

Afdød i fjorden kan være 53-årig mand, som forsvandt på fjorden i april.

Søndag eftermiddag blev der fundet et lig på en sandbanke i Flensborg Fjord. Det skriver mediehuset SHZ. Liget blev fundet ud for halvøen Holnis.

Ifølge SHZ blev liget fundet klokken 13.15 af forbipasserende borgere, som straks slog alarm. Derefter blev en læge og Freiwilligen Feuerwehren Bockholm und Glücksburg sendt til stedet. Brandvæsenet fik bjærget den afdøde ved hjælp af en gummibåd.

Ulykke i april

Kriminalpolitiet i Flensborg er ikke færdig med sin efterforskning. Men politiet har en teori om, at liget kan være den 53-årige mand, som forsvandt 16. april, da hans båd kæntrede i Flensborg Fjord. Der skal dog en obduktion til, før det kan fastslåes med sikkerhed. 

Ved kæntringen 16. april faldt den 53-årige mand overbord, og det lykkedes ikke at finde ham, inden mørket faldt på. Bådens to andre passagerer, en mand og en kvinde, blev reddet op på land, men manden døde efterfølgende på det lokale hospital.