Lig fundet i skovområde syd for Kolding

Et lig er blevet fundet i et skovområde ved Kær Mølle i Hejls syd for Kolding. Det er samme område, hvor Hanne König forsvandt i september sidste år.

Liget har ligget på stedet i flere måneder, og derfor har det endnu ikke været muligt at identificere liget. Politiet kan endnu heller ikke fastslå, om der er tale om en mand eller en kvinde, oplyser vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi til TV SYD.

Selvom det endnu ikke er muligt at identificere liget, har politiet valgt at orientere Hanne Königs familie om fundet.

I løbet af mandag vil liget blive obduceret. Politiet håber her at få klarhed over, hvem det er, og om der står en forbrydelse bag.

Det var en tilfældig forbipasserende, der lørdag fandt liget.