Lig i gylletank havde kun underbukser på

Politiet indleder nu en efterforskningssag efter det makabre fund af et lig i en nedlagt gylletank ved Holtum nær Vejle.

Sag flyttet til drabsafdelingen

Politiet understreger, at dødsårsagen endnu ikke er endeligt fastslået, men at det mistænkelige omkring dødsfaldet har flyttet efterforskningen fra lokalpolitiet til den drabsafdelingen i Horsens. En af grundene er, at liget kun var iført underbukser.

Fundet fredag den 13.

Liget af den 166 cm høje mand blev fundet fredag d. 13., da den pensionerede indehaver af den landejendom, hvor gylletanken står, var ude at gå tur.
 - Han smed et læs dræbersnegle op i tanken, men da han ikke hørte det forventede plask, kravlede han op og fik øje på liget, siger vicepolitiinspektør Peter Krogh fra Sydøstjyllands Politi.

Gyllen undersøges i dag

Gylletanken har ikke været brugt i årevis og står nu med et lag regnvand og slam i bunden, som politiets teknikere er ved at gennemsøge.
Liget er fortsat ved at blive obduceret, og manden er endnu ikke identificeret.
 - Vi er ved at undersøge, om han kan passe på efterlyste personer i enten ind- eller udland, siger Peter Krogh.
Der er ikke fundet ydre tegn på vold mod den afdøde.