Lig var svøbt i plastik og gemt væk

Liget af den 63-årig mand, der søndag blev fundet dræbt i sit rækkehus i Umanakparken i Esbjerg, blev fundet liggende svøbt i plastik og gemt væk i et værelse på 1. sal.

Det kom frem, da anklageren ved grundlovsforhørets start oplæste sigtelsen mod den 21-årige søn, der erkendte det faktiske forløb - men nægter sig skyldig i forsætligt at have dræbt sin far. Der var tale om nødværge under et opgør, er sønnens forklaring.

Det oplyser TV SYDs reporter, der overværede grundlovsforhøret, så længe dørene var åbnet.

Efter oplæsningen af sigtelsen og den 21-åriges reaktion på den, blev dørene lukket for offentligheden i resten af retsmødet.

Den 21-årige blev ved slutningen af grundlovsforhøret varetægtsfængslet til 6. februar.