Ligger i koma: Det kan gå begge veje

Cykelrytteren Anders Tesgaard har ligget i koma efter en ulykke for en uge siden. Det kan gå begge veje for ham, siger hjernelæge fra Horsens.

Anders Tesgaard var i gang med ekstremcykelløbet Race Across America, da han i onsdags blev ramt af en lastbil.

Siden har han ligget i koma med kraniebrud, flere læsioner i hjernen, 14 brækkede ribben, to punkterede lunger og et brækket kindben og kæbe.

- Spektret er sådan set helt åbent. Han kan både være svært hjerneskadet, men det kan også være noget, han kommer sig over i sådan en grad, at han kan cykle igen til næste år. Det er jo set før, siger Ole Davidsen til BT.

Ole Davidsen er overlæge ved Horsens Sygehus og har arbejdet med hjerneskader en stor del af sin karriere.

- Der er ingen tvivl om, at man i ekstremsport kører kroppen til kanten af, hvad der er fornuftigt - og ofte også over - og så skal der mindre til, at det går galt. Alt andet lige vil det gå dig bedre, hvis du bliver kørt ned bagfra en dag, hvor du er ude på en kort, lille hyggetur, end hvis du har været i gang syv dage i streg, siger Ole Davidsen til BT.