Lili skaber ny mode af gammelt H&M-tøj

En nyuddannet fra Designskolen i Kolding får legat på 25.000 kroner for at gentænke billigt modetøj.

Hvis man blander billigt tøj fra H&M med andet brugt tøj, har man pludselig lækkert modetøj.

Sådan tænker Lili Uyen Thuy Pham, der torsdag kunne skrive “designer” på visitkortet og samtidig løbe med et legat på 25.000 kroner for sin genbrugsidé.

Lili skaber luksus ud af noget, som i udgangspunktet ikke er luksus. Hun går i genbrugsbutikker og leder efter H&M-tøj, som hun derefter skaber nyt tøj ud af.

quote

Det handler om at tage det allersidste liv i et stykke tøj, og så få noget ud af det.

Lili Uyen Thuy Pham, nyuddannet designer

- Det handler om at tage det allersidste liv i et stykke tøj, og så få noget ud af det, siger hun til TV SYD.

Oprør mod modeindustrien

43 spritnye designere sprang torsdag ud fra Designskolen i Kolding. Hvert år udser Nationalbanken en af dem til et legat, og i år blev det Lili Uyen Thuy Pham.

Hendes idé om at lave nyt tøj ud af genbrugstøj er et "elegant oprør" mod modeindustrien, der ifølge designskolens rektor, Elsebeth Gerner Nielsen, står over for en voldsom udfordring med nye forretningsmodeller og produktionsformer.

- Vi kan ikke komme udenom, at modeindustrien sviner rigtigt meget. Lad nu være med kun at bruge en kjole fra H&M én gang i byen. Man skal tænke sig om som forbruger, siger Lili Uyen Thuy Pham.

Designeren vil bruge sit legat til en rejse med sin kæreste, der også dimitterede fra designskolen i dag.