Lille abe på springtur

En berberabe fra Blåvand Zoo er stadig på fri fod. Den forsvandt under mandagens storm, da et træ faldt ned over indhegningen.

Den er blevet efterlyst af politiet.

- Jeg håber, at den bliver set, så vi kan tage ud at hente den, siger Hans Hestbech, ejer af Blåvand Zoo.

Aben kan sagtens klare sig i det danske landskab. Aben er planteæder, og den lever af blade, rødder og frugt. Den holder blandt andet af majs.

Aben fra Blåvand er fuldt udvokset. Den vejer 10-12 kilo, og den er op mod 75 centimeter høj.

Berberaber er flokdyr, så den kan godt komme til at føle sig ensom.

- Det kan godt blive svært for den at komme ind i flokken igen. Aberne har et hierarki, så en anden abe kan have overtaget dens plads, noterer Hans Hestbech.

Flokken ledes af en matriark, og hierarkiet bestemmes ud fra slægtskabet til stammoderen.

Berberabernes samfund er præget af, at hannerne deltager i yngelplejen, så de får stærke sociale bånd til deres afkom.