Lille pige fik 60.000 volt igennem sig

En 10-årig pige fra Esbjerg er voldsomt forbrændt, efter at hun kravlede op i højspændingsmast og rørte ved en ledning.

En 10-årig pige fra Esbjerg er blevet voldsomt forbrændt, efter at hun lørdag fik 60.000 Volt gennem sig på en transformatorstation.

Pigen legede ved transformatorstationen på Darumvej i Esbjerg, da hendes hoppebold hoppede over hegnet. Hun kravlede over et trådhegn på et par meters højde og ind efter bolden og op i en højspændingsmast, hvor hun rørte ved en ledning og fik strøm gennem kroppen.

- Hun var formentlig drevet af nysgerrighed, da hun kravlede op i masten og rørte ved ledningen, siger vagtchef Michael Skaarup, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Pigen er blevet genoplivet, men hun har anden- og tredjegrads forbrændinger på kroppen og er blevet overført til brandsårsafdelingen på Rigshospitalet.