Lille vestjysk by trækker tusinder til musikfestival

Ansagers byfestival, Mariefestival, er i gang på 18 scener over hele byen.

Der bor kun cirka 1.300 mennesker i byen Ansager mellem Grindsted og Varde. Alligevel afholder byen for fjerde gang tre dages musikfestival.

Mariefestival mangedobler indbyggertallet den første weekend i september, hvor musikken spiller overalt i Ansager.

quote

Mariefestival betyder rigtig meget for Ansager. Byen bliver forankret i musikken, og den er en fantastisk brobygger mellem mennesker. Musikken skaber et socialt fællesskab, der er meget inkluderende.

Helge Engelbrecht, Musiker, Neighbours

Bag festivalen står blandt andet foreningslivet og bysbarnet Helge Engelbrecht, der spiller flere koncerter på festivalen med sit band Neighbours.

- Mariefestival betyder rigtig meget for Ansager. Byen bliver forankret i musikken, og den er en fantastisk brobygger mellem mennesker. Musikken skaber et socialt fællesskab, der er meget inkluderende. Selvom man ikke er med, så er man det alligevel. Vi har et fantastisk korps af frivillige, siger Helge Engelbrecht til TV SYD.

Varde Kommune støtter festivalen økonomisk, og har senest doneret 800.000 kroner til forskellige formål. Nu skal børn blandt andet lære om musik og kunst. Det glæder Helge Engelbrecht.

- Vi bliver tit spurgt, om man kan leve af musik. Det kan man. Naturligvis skal alle ikke gøre det til deres levebrød. Men det er godt at børnene får den viden.

Men musikfestivalen har også andre afledte effekter.

- Der er solgt fem nye byggegrunde indenfor de seneste år. Det kan meget vel være på grund af musikken. Derudover er der åbnet flere bed & breakfast og vi har også fået et musikhotel, forklarer Helge Engelbrecht.

Festivalen begyndte i 2013 og har siden vokset sig større. I årets udgave optræder mere end 500 musikere og sangere ved flere end 200 koncerter fra fredag den 2. september til og med søndag den 4. september på 18 scener fordelt over hele byen.

Se hele programmet på Mariefestivals hjemmeside.