TV der bevæger dig

Lillebælts perle er populær - men der mangler boliger

00:29

Svend Aage Hansen var med til at sætte mere gang i Aarø, da han i 2004 startede Årø Vingård. I dag roser han øens sammenhold, som han mener, er med til at skabe en positiv udvikling. Video: Julie Schou Nielsen, TV SYD

Et stærkt sammenhold blandt beboerne på Aarø har været med til at vende afvikling til udvikling. Men det er svært at lokke nye øboere til, fordi der kun er få ledige boliger.

Det går faktisk strålende på Lillebæltsøen Aarø. I efteråret vandt beboerne i konkurrence med 69 andre mindre samfund Landdistriktsprisen 2018, og efter mange års kamp er det lykkedes at få skabt masser af nyt liv på øen.

Men det kniber med at udnytte succesen og få flere til at blive fastboende, fordi det er svært at finde boliger til nye øboere.

- Vi får forespørgsler fra folk, som er interesseret i at flytte til Aarø. Men de vil gerne leje noget først, og vi har ikke nogen lejeboliger på øen, siger formanden for Aarø Beboerforening, Connie Hansen, til TV SYD.

Samtidigt er der lige nu kun to huse til salg på øen, og det ærgrer Connie Hansen, der er overbevist om, at Aarø kan få flere beboere i fremtiden.

- Hvis bare der er en bolig, som de kan flytte over i, så tror jeg på, at flere vil flytte herover. Der er jo gode færgeforbindelser fra 6-morgen til 23-aften. Samtidig har vi fibernet, så der er mulighed for hjemmearbejdspladser, fortæller hun.

De fleste huse på Aarø har tilhørt samme familie i flere generationer. Foto: Hans Lausten, TV SYD

Vi får forespørgsler fra folk, som er interesseret i at flytte til Aarø. Men de vil gerne leje noget først, og vi har ikke nogen lejeboliger på øen.

Connie Hansen, formand, Aarø Beboerforening

Afviklingen er stoppet

Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik er der 150 fastboende på Aarø. Det er det samme antal som for et år siden. Men inden da har befolkningstallet år efter år været nedadgående, og tilbage i 2006 var der 180 fastboende på Aarø.

Læs også Familier står i kø for at blive øboere på prøve

Netop 2006 var startskuddet til, at beboerne på Aarø gik sammen for at forsøge at vende afvikling til udvikling. Og det er ikke mindst det arbejde, der var medvirkende til, at øen vandt Landdistriktsprisen.

- Dommerpanelet ser Aarø og øens beboere som et foregangseksempel på, hvad der kan skabe liv og udvikling på de danske småøer og i lokalsamfund. Et langt sejt træk for at gennemføre en udviklingsstrategi med bred opbakning i lokalsamfundet. Sådan lød det fra formanden for dommerpanelet Grethe Saabye ved overrækkelsen.

Aarø har i dag fire spisesteder, vingård, lystbådehavn og en campingplads. Samtidig tiltrækker øen, især i sommerperioden, rigtigt mange endagsturister.

Aarø har siden 2004 haft sin egen vingård. Foto: Hans Lausten

Projekt på Endelave inspirerer

Beboerforeningen på Aarø er lige nu med i et bosætningsprojekt gennem Sammenslutningen af Danske Småøer, og et af de projekter, der er i støbeskeen, er inspireret af bl.a. Endelave.

Her tilbyder de mulige nye tilflyttere at flytte ind i en gratis lejlighed, hvor de kan afprøve livet som øboer i en periode.

- Vi har et hus her på Aarø, der står tomt. Det trænger til noget renovering, men der er et par stykker fra øen, som arbejder på at søge nogle penge, så vi kan sætte det i stand og bruge det til udlejning, fortæller Connie Hansen til TV SYD.

Læs også Børnefamilier strømmer til lille ø

 

 

 

 

 

Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App