Lisa fik endnu et 12-tal - endte på 27 i alt

Esbjerg-student fik huen på og landede torsdag morgen sit 27. 12-tal.

- Jeg har det helt fantastisk. Det føles SÅ godt at være færdig, sagde Lisa Buur Pedersen til TV SYD lige efter sin sidste eksamen torsdag morgen. 

Den nybagte student fra Rybners Gymnasium i Esbjerg får således skrevet endnu et 12-tal på sit eksamensbevis, som hun får overrakt til dimmisionsfesten næste fredag den 24. juni, så hun når op på 27 af slagsen. Det giver hende gode muligheder videre i uddannelsessystemet med et gennemsnit på 11,8.

Forklaringen på, hvordan hun har klaret sig så flot, er ifølge hende selv ret simpel:

- Jeg har gået på et rigtigt godt gymnasium med rigtig god undervisning, og så tror jeg også, at flid er en rigtig stor del af det, fortæller Lisa Buur Pedersen.

Dagen i dag skal hun tilbringe med familie og venner, og i aften er der studentergilde.

Lisa Buur Pedersen har gået på den internationale linje på Rybners.