Listeria-problemer kan gå ud over de ældre

Ældre risikerer dyrere mad som følge af Elbokøkkenets listeria-problemer.

Elbokøkkenet leverer mad til ældre i Fredericia, Middelfart, Kolding og Haderslev kommuner. Flere gange har køkkenet været ramt af listeria-problemer, og det har fået Fødevarestyrelsen til at kræve kortere holdbarhedstid på maden fra køkkenet.

Det betyder, at de ældre skal have leveret mad to gange om ugen i stedet for én. Det er dyrt, og de ældre risikerer at få regningen.

- Vi ligger under den maksimale takst i dag, så der er mulighed for, at brugerbetalingen kan stige. Men om det kommer på tale, ved jeg ikke, for mange har været glade for, at vi har ligget under den maksimale takst, siger pleje- og sundhedschef Mona Nederby Larsen til Fredericia Dagblad.