Borgmester: En god dag for Tønder

Godt nyt til Sønderjylland. Tønder får flere statslige arbejdspladser i Skat, og skattecentret i Haderslev bevares.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har netop præsenteret planen for de syv nye skattestyrelser. Den vækker glæde i Sønderjylland.

I dag er der 150 skattearbejdspladser i Tønder, og der er flere på vej.

- Vi har ikke fået et konkret antal, men vi har fået at vide, at der skal tilføres så mange arbejdspladser, der er plads til. Det skal være et stort og velfungerende skattecenter, siger borgmester Henrik Frandsen (V) til TV SYD.

I Haderslev er der også glæde. Der skulle skattecentret have været nedlagt, men det bliver nu bevaret.

Endelig bliver Ribe hovedsæde for personskatter i en af den nye Skattestyrelse.

quote

Vi har ikke fået et konkret antal, men vi har fået at vide, at der skal tilføres så mange arbejdspladser, der er plads til. 

Henrik Frandsen, borgmester, Venstre, Tønder Kommune

I alt tilføres der 320 nye arbejdspladser i Region Syddanmark og 620 ekstra medarbejdere til Region Midtjylland ud af de 1.500 arbejdspladser udenfor København.

Regeringen nedlægger Skat fra næste år, og erstatter med syv nye styrelser med hver sit specialområde. Det sker fra 1. juli 2018.

Der oprettes to nye styrelser i København og fem nye styrelser uden for hovedstaden. Det bliver i Aalborg, Herning, Aarhus, Middelfart og Roskilde.

De nye styrelser får hovedsæde i følgende byer:

  • Gældsstyrelsen – Middelfart.
  • Vurderingsstyrelsen – Roskilde.
  • Skattestyrelsen – Hovedsæde i København, hovedområder i Ribe, H. Taastrup og Aarhus.
  • Toldstyrelsen – Aarhus.
  • Motorstyrelsen – Aalborg.
  • Administrations- og Servicestyrelsen – Herning.
  • Udviklings- og Forenklingsstyrelsen – København.
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.